Når mor får en nedsmeltning

af | dec 21, 2019 | Alle indlæg | 0 Kommentarer

– Af bloggeren Anna Eckhart Grafström

En torsdag morgen stod undertegnede moder ude ved cyklerne med børnene, og så havde jeg pludselig fået nok. Jeg stod og råbte og teede mig og opførte mig overhovedet ikke pædagogisk korrekt. Men jeg vælger at tro på at jeg ikke er den eneste, det er sket for.

Det er ikke kun de kære unger som får nedsmeltninger, hvor hjernen slår fra og de skriger om livets uretfærdighed og hvad de synes deres ret er. Det gør forældre også engang imellem; i hvert fald de fleste af os. Vi er ikke perfekte, selvom vi nogle gange vil have omverdenen til at tro det. Nogle gange tager reptilhjernen over, og vi opfører os som et dyr i kamp. Men vi skal jo ikke kæmpe mod vores børn, og det ved vi jo også godt. Men det hjælper bare ikke når vi kommer helt derud, hvor vi lige har glemt at trække vejret et par gange og tælle til 10. Der er det allerede for sent.

Den torsdag morgen

Det er vinter. Det er mørkt, vådt og det blæser. Vi er igen kommet lidt for sent ud af døren, og den største på 6 år skal nå i skole. Jeg leder febrilsk i hendes skoletaske efter cykelnøglen til hendes cykel. Lommen den plejer at ligge i er tom, og jeg prøver i lettere panik at lede resten af tasken igennem. Jeg ringer op til manden og er godt frustreret. Det var ham der sidst kørte med hende, men han mener den må være i tasken. Jeg finder den ikke, og mit stressniveau er allerede for højt. Jeg skal så have begge børn ned i cykeltraileren, som faktisk er for lille til dem begge.

Den mindste på 3 år har sat sig resolut på trappestenen lige uden for vores opgangsdør, og kommer ikke lige meget hvor meget jeg kalder på hende. Jeg får sagt bestemt til storesøster: ”Nu sætter du dig ned i vognen og så kører vi uden lillesøster”. Storesøster render tilbage hen til lillesøster for at sørge for at hun kommer med, med lige meget hjælper det. Jeg råber efter storesøster ”Nu kommer du”. Jeg tager fat i hende og tvinger hende ned i cykelvognen. Hun bliver ked af det og er bange for at jeg forlader lillesøster, og fortæller mig at man ikke bare må forlade små børn (hun er ikke dum). Jeg får også hevet lillesøster op, som selvfølgelig også bliver ked af det. Hun kommer også ned i vognen. Jeg går selvfølgelig ikke ind for tvang (hvis du skulle være i tvivl). Men reptilhjernen lytter ikke til fornuft.

Vi kommer op til skolen. Vi får krammet og jeg får fortalt storesøster, at jeg selvfølgelig ikke ville forlade lillesøster. Nogle gange siger mor bare nogle dumme ting.

Senere finder jeg cykelnøglen i bunden af hendes taske.

 

Jeg synes det er vigtigt at turde at nævne, alt det som går skævt, og som er svært. Så kan alle vi forældre måske leve lidt bedre med ikke at være så ’perfekte’.

God jul og godt nytår

Anna