Mor, iværksætter og kæmpe tidsoptimist

af | okt 21, 2019 | Jane Vennersdorf | 0 Kommentarer

Mit navn er Jane Vennersdorf, og jeg er en af founderne af Familietiden.dk. Jeg er mor til en søn på 3 år, iværksætter og ejer af offbeat media ApS, medejer af Lunsj ApS og opstarter af projekterne Familietiden.dk, Silk & Ink, JaneVennersdorf.dk og aktiv indenfor Better Globe, der er en virksomhed, der står for kommercielt skovbrug i semiørkenen i Kenya og Uganda. Så keder mig, nej tak – det gør jeg ikke.

Men det skal ingen hemmelighed være, at det er ret hårdt, helt vildt sjovt, til tider frustrerende og alligevel vil jeg ikke bytte det for noget i hele verdenen. Jeg elsker, at jeg har muligheden for at starte et projekt op, og jeg har et super dygtig team bag mig, der sørger for at følge tingene til dørs. Imens jeg så starter nye projekter op 😉

I fremtiden vil jeg dele glimt af min hverdag med dig, der læser med. Det gør jeg sammen med nogle andre, der også har børn og gerne vil dele, hvordan deres hverdag ser ud.

En af de andre er også selvstændig. Det samme er hendes mand ligesom min, men de rejser ud i verdenen med en dreng på 2,5 år for at komme ud af hamsterhjulet. En anden kvinde, du også kan følge er en kvinde, der har siden Femforfamilie.com. Hun er mor til tvillinger og en, der er ældre, og hun deler ud af hverdagen med tvillinger og livet fra 3 til 5.

Mere inspiration til forældre

Alle os – og jeg selv inklusiv – der er med her på Familietiden.dk deler ud og fortæller om vores liv for at inspirere andre. Mest af alt, fordi det i dag er svært at finde en bestemt at spejle sig i. Derfor er det vigtigt for os, at vi viser et nuanceret billede af det at være forældre i dagens Danmark.

Nogle er helt unge, andre er yngre – og nogen har været lidt ældre, da de fik børn. Andre arbejder 8-16 jobs, imens andre igen er selvstændige, ledere eller iværksættere. Nogen har en mand, der er selvstændig, andre er hjemmegående – men uanset hvad, så er det helt normalt og ganske perfekt.

Alt dette og meget mere vil jeg gerne være med til at sætte fokus på igennem Familietiden.dk – og så vil jeg selvfølgelig fortælle lidt mere løbende om det her liv som mor, iværksætter, leder og ønsket om at blive økonomisk uafhængig inden, at jeg fylder 40 år. I dag er jeg 27, så ja, jeg har da en chance for at nå målet (endnu).

Mine egne tanker om at blive forældre

Da jeg blev gravid med vores søn, var det helt planlagt. Dog havde vi ikke lige regnet med, at der kun gik 3 uger, fra vi besluttede os til, at vi var gravide. Og jeg var simpelthen så ked af det. Ikke fordi jeg skulle være mor, men fordi jeg ikke troede, at jeg ville blive en god mor.

Jeg kunne ikke lide andre folks børn og babyer. Jeg havde aldrig nogensinde tænkt: “Hold nu op, hvor skal jeg da bare være mor en dag.” Men altså engang imellem så sker der jo noget af en grund. Jeg havde inden graviditeten altid været rodløs, utålmodig, kastet mig ud i nye projekter hurtigere, end jeg kunne komme ud af sengen om morgen. Jeg rodede. Helt vildt. Som i virkelig seriøst rodede. Og jeg var så ligeglad, som jeg overhovedet kunne være. For jeg skulle bare ud og lave events. Det kunne faktisk ikke gå hurtigt nok.

Derfor var jeg ked af det – fordi jeg vidste, at jeg var nødt til at lægge mit liv om før, end jeg egentlig var mentalt klar til det. Men da først graviditeten satte ind, så gjorde hormonerne heldigvis deres indtog.

Jeg begyndte at sy korsting, sylte alt muligt, bage, lave mad – og faktisk endte det med, at jeg blev helt god til at lave mad. Førhen havde det bare stået på frosne grøntsager, kartofler og kylling i en pærevælling, men ja, hormonerne fik da styr på min madlavning.

Da min søn kom til verdenen, var der en masse ting, der ikke gik som det skulle. Men jeg fik en opvågning fra det liv, jeg troede, jeg skulle have. I stedet for 8-16 jobbet, fandt jeg ud af, at jeg skulle fortsætte som iværksætter. Måske på en lidt mere voksen måde end før, men jeg måtte ikke lade min chance gå til spilde for at ændre noget.

Så i dag dribler jeg rundt med karriere, hjemmearbejdsaftener, barn, hus, hund og mand – ikke i prioriteret rækkefølge, men i en rækkefølge, hvor jeg ikke kan undlade noget af ligningen uden at sætte mig selv ud af spil.

Er mit liv perfekt? Niksen. Er jeg lykkelig? Ja. Er jeg kronisk lidt træt? Jep. Ville jeg ønske, at jeg havde mere overskud til alting? Ja. Og der er jeg vist ligesom mange andre forældre – og det har jeg det rigtig godt med.

 

Velkommen til min side her på Familietiden.dk og velkommen til vores nye platform – jeg håber, at det bliver ligeså meget din platform, som det er min.

De bedste hilsner
Jane Vennersdorf